Klapvognstæppe

Jubiii, jeg nåede lidt krea her i weekenden :o)

I weekenderne sover Kaja normalt en middagslur i sin klapvogn. Men sædet i klapvognen er lavet af noget kunststof, så når der er varmt i vejret, så bliver hun meget svedig af at ligge der. Og det er ikke bare sådan lige at lægge et tæppe på sædet, da der er en sele, som ikke kan pilles af.

Det problem er nu løst ved at jeg har lavet et quiltet tæppe i bomuldstof på begge sider og med et tykt lag bomulds-for i midten. Og så er der lavet huller til klapvognens seler, så de ikke kommer til at ligge under tæppet. Tæppet er vendbart, så vi kan skifte side efter humør. Det er blevet blødt og lækkert, og det bliver så rart for hende at ligge/sidde på i stedet for at ligge/sidde direkte på sædet.

Den ene side er patchwork af en masse forskellige retro-stoffer. Den anden er syet af stof fra Alexander Henry (Jomo Jungle). Jeg ELSKER det skønne jungle-stof. Jeg har haft det liggende et godt stykke tid, men har ikke kunne nænne at klippe i det. Mønsteret er også så stort, at det kræver et lidt større projekt end bare en lille kjole eller bukser. Jeg har heldigvis mere liggende til fremtidige projekter.

På det sidste billede kan man se klapvognen uden tæppe. Jeg kan slet ikke forstå, at jeg ikke tidligere har fundet på at lave et tæppe med huller til vognen. Det er da så logisk!


3 Responses to Klapvognstæppe

  1. Lilly says:

    Lækkert tæppe!!! Faktisk har jeg noget lignende (omend en vinterversion; evt. kørepose-dims-tæppe-kombi) på min to-do-liste…. Men det med selen har ligesom afskrækket mig fra at gå i gang. På den anden side: hvor svært kan det være at lave huller i tæppet, så de passer til selehullerne? Der er vist ingen undskyldning for IKKE at få fingeren ud…er der nogle råd/tips, du kan give mig – noget jeg skal være varsom med etc.? Det vil være værdsat 🙂 KH L

  2. Judith says:

    Uh, nu er det jo ved at være længe siden, jeg lavede tæppet. Men mener, at jeg bare syede og quiltede tæppet, og derefter målte mig frem til, hvor selehullerne skulle være. Og så brugte jeg vist nok bare min symaskines knaphulstrykfod til at lave hullerne…. tror jeg 😉

  3. Lilly says:

    TAK!!! Jeg har nu fået tegnet noget, der ligner et mønster – med inspiration fra en EG-kørepose….og så tager jeg også hullerne efterfølgende. Det er nok nemmest. Tror jeg laver den af fleece indvendigt og så bomuld udvendigt (sikkert patchwork, hvis jeg ikke liiige kan finde et stort flot motiv – det jungle-stof er mega-sejt!)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *