Ferie på Bornholm

Så er det endelig blevet tid til lidt ferie. Vi er ankommet til Bornholm, hvor vi har lejet et skønt og hyggeligt lille sommerhus. Det regner, så det er ikke blevet til nogen billeder af huset, men det ses her.

Heldigvis lover de bedre vejr i næste uge, så vi forhåbentlig kommer til at bruge den lille hyggelige have med havudsigt :o)

Turen herover gik fint. Sidste år var vi også på Bornholm, og dengang tog vi tog, færge og bus. Det var ok, men bestemt ikke optimalt. Denne gang har vi lejet en bil. Da jeg skulle hente den i går, så gik jeg åbenbart til den forkerte Hertz i lufthavnen. Det betød, at de ikke havde nøglerne til den Ford Focus Stationcar, som vi havde reserveret. I stedet fik vi et kæmpe skrummel af en Ford S-Max. Det er sgu en lækker bil med masser af plads. Selv Kaja havde enormt meget plads og sad dejlig højt, så hun kunne se ud af vinduet. Og bagage var der masser af plads til. Men det store skrummel kræver lige lidt tilvænning i forhold til hvor meget den fylder :o)

Kaja har opført sig eksemplarisk under hele rejsen. Ingen vrøvl overhovedet. På færgen hyggede hun sig med min nye iphone (en belønning til mig selv for at overleve at starte i job). Hun spillede et spil, hvor hun kunne tegne på skærmen, og et Rasmus Klump spil, som hun spillede sammen med sin far. Men det bedste var et “facemirror”, hvor hun kunne se sig selv i skærmen. Hun skreg af grin og lavede mange sjove grimasser.

Da vi ankom til Sandkås, hvor vi havde lejet huset, kunne vi ikke finde det. Det havde nr 2A, og vi kunne se 2B til 2F, men ikke A. Heldigvis kom der en forbi, som tilkaldte sin moster, der havde styr på lokalegnen. Så hun fandt sommerhuset til os. Det ligger ret skjult og fuldstændig ugeneret. Det er helt perfekt og vildt hyggeligt.

Kaja og Kasper drønede rundt udenfor mens jeg fik pakket ud. Men da Kaja kom ind og spottede en dvd med Hr. Skæg, som vi havde med, så skulle der ses film.

Lige nu ligger Kasper og synger godtnat-sange for Kaja i hendes seng. Det lyder meget hyggeligt :o)


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *