Emils abe, flag og forklæde

Sikke en dejlig produktiv krea-dag, det har været. Og så skinner solen også. Skøn dag :o)

I dag er har jeg endelig blevet færdig med lille Emils abe, så han kan få den i weekenden. Jeg har været i gang længe, men har haft lidt svært ved at tage mig sammen til det sidste. I lørdags fik jeg endelig syet halen på, og i dag har aben så fået en gul butterfly. Så nu er han klar til at komme til Århus. Håber, at Emil bliver glad for ham.

Så har jeg også fået lavet en flagranke til Kajas værelse. På onsdag kommer svigerfar med hendes “nye” seng, og planen er at hænge ranken på gavlen af sengen. Sengen har jeg købt via dba.dk. Sælger bor i Egå, så svigerforældrene har været så søde at hente den. Det er en gammel sag fra ca. 1950-1960 (kan ikke lige huske det præcise årstal). Den minder lidt om Juno-sengen, men er af et andet mærke og er i massiv lakeret bøgetræ (og faktisk synes jeg, at den er endnu federe end Juno-sengen). Den skulle være ret velholdt. Sælger havde selv ligget i den som barn, og det havde hans børn også. Men nu var der ikke plads til den længere. Det er længe siden, at den blev købt, så jeg glæder mig meget til endelig at se den. Og ikke mindst at se, om Kommandant Kaja gider sove i den….

Sidst men ikke mindst fik jeg også syet Kajas forklæde. Stoffet har været klippet længe, men det har bare ligget på sybordet. Mønsteret er mit eget og stoffet er et gammelt retro-hovedpudebetræk. Da hun kom hjem fra vuggestuen ville hun straks have forklædet på, og så gik hun ellers i gang med at lave mad til Kylling i sit lille køkken. Der blev skældt meget ud på Kylling, for den måtte ikke røre ved gryderne: “Kylling, la’ vær! Av, den er varm, Kylling”.

Og så lige et ekstra billede af tøsen. Bare fordi hun er så dejlig :o)


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *