Category Archives: Ferie

Mit allerførste wellness-ophold

 

comwell_borupgaard_153I eftermiddag kom Kasper og jeg hjem efter et døgn på Hotel Borupgaard i Snekkersten. Det var vores første “wellness-ophold” nogensinde, og bestemt ikke det sidste. Svigerforældrene passede pigerne, mens vi stak af til det skønne sted. Og så brugte vi ellers tiden på udendørs boblebad, spa, massage og gåture i den smukke park, og i aftes spiste vi den lækreste 4-retters middag. Uh, hvor var det bare skønt med total afslapning og tid til at nyde hinanden. Sådan et døgn kan varmt anbefales til andre forældre, hvor der til daglig ikke er meget tid til romantik pga. jobs, logistik, madpakker, vasketøj og alt det andet, der følger med at være børnefamilie. Vi er kommet hjem med en hel masse overskud og vil nu rigtig hygge sammen med pigerne indtil hverdagen melder sig igen.

 


Bornholm dag 7

Så er det sidste dag på Bornholm. I formiddags gik vi en skøn tur langs kysten her ved Sandkås. Der er så smukt med den rå natur her i området. Kaja elsker at være på gå-tur. Hun drøner afsted, og undersøger alt muligt. Især er hun vild med de store sten, som skal “bestiges”. Vi fik også set et ret stort firben, som sad og nød varmen på en sten. Vi spottede den egentlig kun fordi et par tyske turister, som gik i modsat retning af os på stien, stod og pegede på stenen, da vi skulle forbi dem.

Vi var så heldige, at vejret i formiddags var skønt. Det har ellers regnet vildt i nat og i morges, og så igen i eftermiddags. Det er så også det første regn der er kommet mens vi har været her, så vi kan bestemt ikke klage over vejret. I nogle situationer ville det naturligvis have været dejligt med lidt højere temperaturer, men når vi har været på ture, har det faktisk været rart at det ikke har været så varmt.

 Resten af dagen i dag er bare gået med afslapning, lidt pakning og oprydning. Så nu er vi klar til at drage hjemad i morgen formiddag.


Bornholm dag 6

I dag har vi set Helligdomsklipperne. De ligger meget tæt på, hvor vi bor, så det var dejlig nemt.

Helligdomsklipperne er navnet på de klipper på op mod 22 meter, som ligger ud mod havet mellem Gudhjem og Tejn. Den stærkt varierede kystprofil skyldes, at sprækker og revner i granitten har været fyldt ud med mindre modstandsdygtige bjergarter, som havets brændingsbølger har fjernet. Vind og vejr får klipperne til at smuldre eller forvitre.

En lang trappe fører ned til Helligdomsklipperne, og derfra kan man man gå ind i klippespalten Sorte Gryde. Vi gik ned af trappen, men tog dog ikke turen til Sorte Gryde, da det skulle være ret vanskeligt. Og nok ikke noget vi ville kunne gøre sammen med Kaja.

Der var utrolig smukt omkring Helligdomsklipperne, og klart et besøg værd!

Resten af dagen har bare stået på afslapning og så en lille tur til Allinge for at få dagens is! Vejret her er jo heldigvis rigtig dejligt :o)

Et par billeder fra sommerhuset inkl. udsigten fra haven.


Bornholm dag 5

I dag tog vi en tur til Almindingen midt på Bornholm. Almindingen er DK’s femtestørste skov, og pudsigt nok eksisterede den slet ikke for 200 år siden!

Vi startede ved borgruinen Lilleborg. Det er resterne af Bornholms gamle kongeborg, som Knud VI lod opføre i midten af 1100-tallet, for at styrke sin magtposition og udfordre ærkebiskoppen i Lund, som på det tidspunkt kontrollerede store dele af Bornholm (og Hammershus).

Herfra kom Kaja igen i bæreselen, og vi fortsatte ad nogle meget smalle og mudrede stier afsted mod Rytterknægten. Rytterknægten er Bornholms højeste punkt (162 m), hvorpå bornholmerne har rejst et tårn til minde om Frederik VII’s besøg i 1851. Herfra er der en fantastisk udsigt ud over Bornholm.

Fra Rytterknægten gik vi videre ad nogle stier rundt i den smukke skov. Sjovt at tænke på, at der for 200 år siden slet ikke var en skov, men græsningareal for husdyr.

Vi fik spist madpakke på en plads til minde om Hans Rømer, som var ham, der for 200 år siden begyndte at tilplante området (meget mod bøndernes vilje!). Et virkelig hyggeligt sted. Bagefter ville Kaja “tage billeder” med sin leverpostej mad. Det var både Kasper, mig og nogle forbipasserende turister, som var hendes motiv for hendes leverpostej-kamera!

Resten af dagen har stået på afslapning i det skønne vejr :o)


Bornholm dag 4

Tirsdag formiddag tog vi en tur til Hammershus. Vejret var heldigvis super godt.

Hammershus er nordeuropas største borgruin, og som den tårner sig 72 meter over Østersøen vidner den tydeligt om en rå magt. Gennem hele Bornholms historie har det vist sig, at den, der kontrollerede Hammershus, kontrollerede øen. Både den danske konge, ærkebiskoppen i Lund, hansestaden Lübeck og den svenske krone har haft herredømmet over borgen.

Beliggenheden er virkelig imponerende. Og i det dejlige vejr var udsigten fra borgruinen helt fænomenal. Kaja syntes, at det mest interessante var de mange store sten, som hun selvfølgelig skulle gå på!

Fra Hammershus røg Kaja i bæreselen, og så gik vi ad nogle smalle, mudrede stier langs kysten til Hammer Havn. Havnen er en lille men meget gammel havn, som er super hyggelig. Her spiste vi madpakke, og så gik turen tilbage til bilen ved Hammershus. Den korte tur foregik langs en alm asfalteret vej, så her kunne Kaja sagtens gå selv.

Fra Hammeren kørte vi til Svaneke. Jeg har aldrig set så malerisk og idyllisk en by. Hold da op, hvor var der smukt. Svaneke er DK’s mindste købstad, hvor bymidten er fuld af gamle velbevarede huse med små blomstrende haver og gamle stengærder. Det er efter sigende kunstnernes by, og der lå også utallige skønne kunsthåndværks-forretninger i bymidten. Jeg fik bl.a. købt lidt lækkert keramik, og vi var også på besøg i en glas-forretning, hvor vi så, hvordan man puster glas. Det var Kaja meget optaget af.

Vi skulle også prøve den berømte Svaneke Is. Det var en ok is, men den kan nu ikke måle sig med Ismageriet på Amager!

Svaneke kan klart anbefales, og jeg kunne bruge dagevis på at gennemtraske de maleriske gader for at besøge alle de spændende kunsthåndværks-forretninger og antikvitetsbutikker :o)

Senere på dagen tog vi ned på Sandkås strand, så Kaja kunne grave lidt i sand og “fange” sin far :o)


Bornholm dag 3

I dag har vi set en masse.

Først tog vi til Døndalen, som er en sprækkedal, hvor DK’s største største vandfald ligger. Det er et ekstremt frodigt område med rigtig mange små stier langs med Døndale Å. Stierne var vildt glatte og mudrede pga den våde sommer, men heldigvis havde vi fået det gode råd at tage gummistøvler på. Det var vi MEGET glade for. Sikke en mudret omgang. Pga. det meget vand var de mange stier, som går meget op og ned, ret glatte. Så vi skulle holde tungen lige i munden.

Kaja startede med selv at gå, men kom ret hurtigt op på sin fars ryg i mei tai’en, da hun ikke kunne holde balancen i det glatte mudder.

Det var et rigtig smukt og meget frodigt område, og det var faktisk ret sjovt at skøjte rundt på de mange stier.

Bagefter tog vi til rundkirken i Østerlars. Det var meget interessant at se så speciel en kirke. Ikke mindst pga alle de konspirationsteorier der hænger ved kirken. De handler bl.a. om at det er tempelridderne, som har bygget den, og at der ligger en stor tempelridderskat begravet under kirken. Den fandt vi dog ikke ;o)

Men flot og spændende, det var den. Kaja mente, at kirken var et stort slot, som tilhørte Mor, Far og Kaja.

Så tog vi til Gudhjem. Vi var der også sidste år, så det var egentlig bare for at få spist frokost. Det var alt for koldt omkring Østerlars, så der ville vi ikke spise. Men i Gudhjem var der dejlig varmt. Byen lå åbenbart i læ for vinden i dag. Vi fandt et hyggeligt sted at spise madpakken, og så gik vi en tur i byen. Vi fik selvfølgelig også en is. Det er jo en daglig tradition!

Det er meget svært at gætte, hvem det er der er fotografi-ansvarlig i vores lille familie!


Bornholm dag 2

I dag har vejret været ganske ok. Altså ikke fantastisk, men det har ikke regnet. Og solen har da kigget frem gennem de grå skyer.

Vi har brugt dagen i Allinge, som ligger små 2 km fra sommerhuset. Her så vi bl.a. Madsebakke, som er DK’s største helleristningsfelt fra bronzealderen. Her er 2900 år gamle fodaftryk, billeder af hjulkors, cirkler, skålhuller samt langskibe med høje stævne.

Vi gik også en lang tur i Allinge by, som er super smuk.

I eftermiddag var vi på stranden i Sandkås, hvor vi bor. Vi bor ganske tæt på stranden. Stranden var helt tom bortset fra os. Det var rimelig koldt ved vandet, men Kaja fik da gravet lidt i sandet alligevel. Og bagefter skulle vi have gjort noget ved vores tradition fra sidste sommer. Den går ud på, at vi skal have en is hver dag :o)

Aftensmaden fik vi i Allinge, hvor de har et røgeri, som skulle være et af Bornholms bedste. Det måtte jo prøves. Jeg var stadig mæt efter isen om eftermiddagen, så jeg spiste ikke så meget, og fik slet ikke prøvet nogle af specialiteterne. Og Kaja – som ellers elsker fisk – kunne heller ikke klemme så meget ned. Det var dog kun lige indtil hun spottede den is, som indgik i menuen. Så var hun pludselig sulten!

Nu er frøkenen sendt i seng, og så kan Kasper og jeg sidde og slå mave. Meget romantisk ;o)


Ferie på Bornholm

Så er det endelig blevet tid til lidt ferie. Vi er ankommet til Bornholm, hvor vi har lejet et skønt og hyggeligt lille sommerhus. Det regner, så det er ikke blevet til nogen billeder af huset, men det ses her.

Heldigvis lover de bedre vejr i næste uge, så vi forhåbentlig kommer til at bruge den lille hyggelige have med havudsigt :o)

Turen herover gik fint. Sidste år var vi også på Bornholm, og dengang tog vi tog, færge og bus. Det var ok, men bestemt ikke optimalt. Denne gang har vi lejet en bil. Da jeg skulle hente den i går, så gik jeg åbenbart til den forkerte Hertz i lufthavnen. Det betød, at de ikke havde nøglerne til den Ford Focus Stationcar, som vi havde reserveret. I stedet fik vi et kæmpe skrummel af en Ford S-Max. Det er sgu en lækker bil med masser af plads. Selv Kaja havde enormt meget plads og sad dejlig højt, så hun kunne se ud af vinduet. Og bagage var der masser af plads til. Men det store skrummel kræver lige lidt tilvænning i forhold til hvor meget den fylder :o)

Kaja har opført sig eksemplarisk under hele rejsen. Ingen vrøvl overhovedet. På færgen hyggede hun sig med min nye iphone (en belønning til mig selv for at overleve at starte i job). Hun spillede et spil, hvor hun kunne tegne på skærmen, og et Rasmus Klump spil, som hun spillede sammen med sin far. Men det bedste var et “facemirror”, hvor hun kunne se sig selv i skærmen. Hun skreg af grin og lavede mange sjove grimasser.

Da vi ankom til Sandkås, hvor vi havde lejet huset, kunne vi ikke finde det. Det havde nr 2A, og vi kunne se 2B til 2F, men ikke A. Heldigvis kom der en forbi, som tilkaldte sin moster, der havde styr på lokalegnen. Så hun fandt sommerhuset til os. Det ligger ret skjult og fuldstændig ugeneret. Det er helt perfekt og vildt hyggeligt.

Kaja og Kasper drønede rundt udenfor mens jeg fik pakket ud. Men da Kaja kom ind og spottede en dvd med Hr. Skæg, som vi havde med, så skulle der ses film.

Lige nu ligger Kasper og synger godtnat-sange for Kaja i hendes seng. Det lyder meget hyggeligt :o)