Category Archives: Elsebeth Gynther

Sommerdragt #2

Så fik jeg modificeret buksedragt-mønsteret lidt, så der blev plads til Ibens stofble-numse. Jeg har gjort mønsteret lidt bredere i overkroppen og har lavet en løbegang til elastik foroven i stedet for at sætte kantebånd på. Nu er den nem at give hende på og er samtidig let og luftig til varme sommerdage. Stoffet er købt hos Stof og Stuff. Kantebåndet er en rest, jeg havde liggende.

Jeg har også syet en ny solhat, da den anden, jeg havde syet, jo var for lille til hende. Mønster er stadig Elsebeth Gynther, dog nu i str 50 cm. Skyggen er gjort lidt bredere og ikke mindst en del længere bagpå end i det oprindelige mønster. Iben ultrasarte hud tåler ikke så godt solcreme, så hun skal helst være dækket af tøj i stedet. Til det formål er det genialt med en solhat med lang nakkeskygge.

Iben er godt nok ikke helt let at tage billeder af, da hun er i konstant bevægelse….


For lille hat eller for stort hoved?

Jeg har syet en ny sommerhat til Iben, så hendes sarte hud kan beskyttes. Nu bruger hun en solhat, som jeg syede til Kaja, da hun var mindre, men den skygger desværre ikke helt nok. Denne er syet efter mønster i Elsebeth Gynther. Jeg har dog lavet skyggen bredere, og ikke mindst længere i nakken. Desværre er den blevet for lille til Iben, så den ryger videre til min lille niece Maia. Og så må jeg i gang med en lidt større model, så Iben kan få sig en ordentlig solhat. Men ih, hvor er det skønt med lidt sy-tid igen. Også selvom jeg stresser vildt over alle de sy-planer jeg har i hovedet. Der er jo ikke timer nok i døgnet!


Barselsgave til en nordmand

For nogle uger siden blev min barndomsveninde mor til en lille dreng. Hun bor desværre nu i Oslo, så jeg kan ikke lige smutte forbi for at se det lille vidunder. Men det skal da ikke forhindre mig i sørge for en barselsgave.

Jeg har syet to par haremsbukser efter Ottobre 1/11 i henholdsvis brun jersey med aber og grå babyfløjl med stjerner. Begge dele har ribkant i mave og ben.

Derudover har jeg lavet en lille babyhue efter mønster i EG. Den er syet i babyfløjl og med en blanding af nyt stof og vintage-stoffer i panelerne.

Sidst men ikke mindst har jeg hæklet en blæksprutte i bomuldsgarn, som jeg også viste på bloggen i sidste uge. Så nu har den lille nordmand både tøj og legetøj!


Jakke til Viggo

Før påske syede jeg en jakke til bedstevenindens skønne lille Viggo. Bare fordi jeg lige havde lyst til at glæde bedsteveninden!

Den er lavet efter det efterhånden klassiske Elsebeth Gynther-mønster. Stof er babyfløjl i “trætopgrøn” fra Stof2000 og brunt vintage Södahl-stof. På ryggen har jeg applikeret en lille båd. Farverne kommer desværre ikke til deres ret på billederne.

Den har vist allerede været i brug 🙂