Category Archives: Broderi

Broderi

For noget tid siden blev jeg færdig med et broderi, som jeg lææænge har været i gang med. Jeg startede på det, da vi tog i sommerhus i august måned. I “opskriften” stod, at det ville tage ca 35 timer. Så jeg tænkte, at hvis jeg nu sad med det en times tid hver aften i en måneds tid, så ville jeg være færdig. Det har så taget 4-5 måneder….. Jeg har godt nok heller ikke siddet med det hver aften, men det har taget noget mere end 35 timer!!!!

Kaja har “hjulpet” mig ind i mellem. Det vil sige, at jeg skulle sætte nålen ned i stoffet, og så skulle hun trække den igennem. Meget hyggeligt, men også meget langsommeligt 😉

Nu er broderiet rammet ind og er blevet hængt op i soveværelset. Og hver aften fortæller Kaja mig, at det billede har vi syet sammen. Dejligt at hun er så stolt af at have hjulpet!


Endelig….

… weekend! Jeg har hele ugen glædet mig til weekenden. Jeg trænger hårdt til ro og til at puste ud efter en hektisk uge. Jeg glæder mig til at være ude i (forhåbentligt) dejligt vejr og til at sidde ved symaskinen. Sidste weekend fik jeg klippet en del stof til både kjoler og bukser til Kaja. Nu har det ligget på spisebordet hele ugen, og forhåbentlig får jeg lidt kvali-tid med symaskinen, så det kan flikkes sammen.

Aftnerne i denne uge er brugt på sofaen foran fjerneren, fordi jeg bare er for træt til alt andet. Jeg har dog fået broderet mit iPhone-cover færdigt. Det er nødvendigt med et cover, for Kaja spiller jo på telefonen. Og hun er ikke ligefrem forsigtig. Men jeg ville gerne have et personligt cover, så jeg købte sådan en på ebay, og nu har den fået tilføjet lidt broderi. Så lidt får jeg da nørklet med, selvom jeg falder i søvn kl 21 hver aften :o)

Og så et godt råd før weekenden. Pas på med skarpe knive, når du laver mad! Jeg har lige skåret igennem min ene lillefingernegl med en MEGET skarp kniv. Den smuttede lige, og så gik den gennem neglen. Det bløder pænt meget. 2 mm højere oppe, så var toppen af min finger smuttet med. Ups…..


Broderi og Miffy

I fredags fik jeg en fin lille pakke med posten. Og i den var 4 gamle børnebøger, hvoraf de tre var skrevet af Dick Bruna. Da jeg var barn, var min absolutte yndlingsbog bogen om kaninen Miffy, særligt Miffy på Legepladsen. Der ligger vist stadig et par Miffy-bøger på mine forældres loft, men de er vist temmelig slidte og helt overmalede med tusch. Så jeg har længe været på udkig efter nogle lidt pænere udgaver af bøgerne. Forleden fandt jeg så denne bunke bøger på Trendsales. De er i super stand. Der står navn i en enkelt af dem, og ellers ser de (næsten) ud som nye, selvom de er fra 70’erne.

Jeg elsker simpelthen billederne i Dick Brunas bøger. De er så enkle og farverne er så fine. Og Kaja kan heldigvis også ret godt lide dem.

I går var jeg på broderi-kursus hos Garn-iture på Frederiksberg. Jeg synes, at det er så flot og personligt med små broderier på tøj, puder etc, så da muligheden bød sig for at lære det helt grundlæggende, så var det bare med at springe til. Vi lærte de helt basale sting, hvordan man overfører et billede eller en tegning til brodere-stoffet, og hvordan man starter og slutter. Desuden fik vi hver en lille brodere-ramme, 3 farver garn og lidt brodere-stof. Et rigtigt godt og hyggeligt lille kursus i en helt fantastisk garn- og stofforetning. Puha, hvor var der mange lækre sager.

Jeg blev ikke helt færdig med mit lille billede. Og ja, det er ikke helt lige eller særlig kønt, men Rom blev jo heller ikke bygget på 1 dag. Det er super hyggeligt at sidde og brodere, så det er helt sikkert noget der skal prøves (og øves) fremover.