Broderi og Miffy

I fredags fik jeg en fin lille pakke med posten. Og i den var 4 gamle børnebøger, hvoraf de tre var skrevet af Dick Bruna. Da jeg var barn, var min absolutte yndlingsbog bogen om kaninen Miffy, særligt Miffy på Legepladsen. Der ligger vist stadig et par Miffy-bøger på mine forældres loft, men de er vist temmelig slidte og helt overmalede med tusch. Så jeg har længe været på udkig efter nogle lidt pænere udgaver af bøgerne. Forleden fandt jeg så denne bunke bøger på Trendsales. De er i super stand. Der står navn i en enkelt af dem, og ellers ser de (næsten) ud som nye, selvom de er fra 70’erne.

Jeg elsker simpelthen billederne i Dick Brunas bøger. De er så enkle og farverne er så fine. Og Kaja kan heldigvis også ret godt lide dem.

I går var jeg på broderi-kursus hos Garn-iture på Frederiksberg. Jeg synes, at det er så flot og personligt med små broderier på tøj, puder etc, så da muligheden bød sig for at lære det helt grundlæggende, så var det bare med at springe til. Vi lærte de helt basale sting, hvordan man overfører et billede eller en tegning til brodere-stoffet, og hvordan man starter og slutter. Desuden fik vi hver en lille brodere-ramme, 3 farver garn og lidt brodere-stof. Et rigtigt godt og hyggeligt lille kursus i en helt fantastisk garn- og stofforetning. Puha, hvor var der mange lækre sager.

Jeg blev ikke helt færdig med mit lille billede. Og ja, det er ikke helt lige eller særlig kønt, men Rom blev jo heller ikke bygget på 1 dag. Det er super hyggeligt at sidde og brodere, så det er helt sikkert noget der skal prøves (og øves) fremover.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *