Bornholm dag 5

I dag tog vi en tur til Almindingen midt på Bornholm. Almindingen er DK’s femtestørste skov, og pudsigt nok eksisterede den slet ikke for 200 år siden!

Vi startede ved borgruinen Lilleborg. Det er resterne af Bornholms gamle kongeborg, som Knud VI lod opføre i midten af 1100-tallet, for at styrke sin magtposition og udfordre ærkebiskoppen i Lund, som på det tidspunkt kontrollerede store dele af Bornholm (og Hammershus).

Herfra kom Kaja igen i bæreselen, og vi fortsatte ad nogle meget smalle og mudrede stier afsted mod Rytterknægten. Rytterknægten er Bornholms højeste punkt (162 m), hvorpå bornholmerne har rejst et tårn til minde om Frederik VII’s besøg i 1851. Herfra er der en fantastisk udsigt ud over Bornholm.

Fra Rytterknægten gik vi videre ad nogle stier rundt i den smukke skov. Sjovt at tænke på, at der for 200 år siden slet ikke var en skov, men græsningareal for husdyr.

Vi fik spist madpakke på en plads til minde om Hans Rømer, som var ham, der for 200 år siden begyndte at tilplante området (meget mod bøndernes vilje!). Et virkelig hyggeligt sted. Bagefter ville Kaja “tage billeder” med sin leverpostej mad. Det var både Kasper, mig og nogle forbipasserende turister, som var hendes motiv for hendes leverpostej-kamera!

Resten af dagen har stået på afslapning i det skønne vejr :o)


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *