Monthly Archives: juni 2015

En lille lampe

billede 1

I går var jeg til studenterfest hos min dejlige lillesøster. Endnu engang et kæmpe tillykke med huen, smukke Sarah.

Det var en dejlig eftermiddag med god mad og masser af sang og musik fra Sarah og hendes venner.

Jeg havde lavet en væglampe til den smukke student. Fatning og ledning er fra Silvan, maling og trækugler fra Panduro Hobby og hyldeknægt fra Trævarefabrikernes Udsalg. Nu har hun da en crazy lampe til en kommende lejlighed, når hun flytter hjemmefra, hi-hi.

(Beklager det dårlige billede).


Sidste dag i vuggestuen

billede 2

 

I går havde Iben sin sidste dag i vuggestuen. I næste uge starter hun i børnehave. Tænk sig, at hun allerede er så stor.

Sidste dag i vuggestue betød, at hun skulle have noget med til at dele ud. Hun fik kanel-boller og figenstænger med. For at gøre figenstængerne lidt mere interessante, så blev de placeret i en mælkekarton, fik en piberenser omkring sig, og – wupti – så var der en busfuld figenstænger på vej til vuggestuen.

Vuggestuen er – som så mange andre institutioner – sukkerfri, så det gør det nogle gange lidt svært at finde på noget at tage med. Jeg har dog engang fået en ret god opskrift på kanelboller med æbler. De er med honning i stedet for sukker, og smager faktisk lidt “kage-agtigt”. De er nemme at lave, og kan klart anbefales.

Opskriften fortaber sig i det uvisse, da jeg har fået den af en, som har fået den af en osv. Derfor tillader jeg mig at gengive den her:

Kanelboller med æbler

14 stk

2 dl minimælk, lunes
25 g gær
1 spsk honning
1 tsk salt
1 spsk olie
1spsk kanel
200 g revet æble
300 g hvedemel
200 g grahamsmel

Rør gæren ud i lunken mælk.
Tilsæt honning, salt, olie, kanel, æble og begge typer mel og ælt dejen godt sammen.
Tilsæt evt. lidt ekstra mel, hvis dejen er meget klistret.
Lad dejen hæve i 30 minutter.
Form bollerne og sæt dem på en bageplade med bagepapir.
Lad bollerne efterhæve i yderligere 20 minutter.
Brug sammenpiske æg, vand ellerkold kaffe til at pensle bollerne med.
Bag bollerne ved 180 grader i 15-20 minutter på varmeluft.

Jeg plejer at tilføje en håndfuld rosiner. Det gør dem endnu mere elskede af børnene.

Velbekomme.


Et lille loppefund

DSCI0012 DSCI0014

 

Forrige weekend kom jeg tilfældigt cyklende forbi et vejloppemarked i nabolaget. Det krævede naturligvis et nærmere eftersyn!

Jeg fandt denne fine Ikea-læselampe, som vil være helt perfekt til Kajas kommende værelse. Pigerne får nye værelser, når vi får bygget til huset i løbet af sommeren/efteråret. Og Kaja ønsker sig et værelse i Elsa-farver, dvs. hvid, turkis og lyseblå. Lampen skal hænge på væggen, og minder om den type lampe, som man ofte finder ved sengen på vandrerhjem, i sommerhuse o.l.

Det ser ud til at være en ældre model, men den er super velholdt. Ingen buler eller skrammet. Og farven er jo super moderne. Jeg synes den er super fed. Og så gav jeg hele 15 kr for den. Jeg elsker simpelthen loppemarkeder!


Nu skal der blogges igen

Siden min blog blev hacket, har jeg slet ikke fået skrevet noget nyt. Og det er ellers ved at være længe siden. Men tiden er bare løbet afsted, og samtidig har jeg været ret handicappet af, at vores kamera gik i stykker. Mit mobilkamera er ikke ret godt, så jeg har ikke kunne tage billeder. Og blogindlæg uden billeder vil jeg ikke udgive. Men nu har jeg endelig købt nyt kamera, så nu skal der igen tages billeder!

Jeg har også været ramt af livet og dagligdagen, hvilket betyder, at jeg absolut intet får syet. Jeg har super travlt med nyt – og helt fantastisk – job. Det tager en stor del af min tid. Derudover har vi en snarlig ombygning af huset, som kræver en del ting, vi liiiige skal have fikset inden. Der skal bl.a. lægges fliser og males en del udendørs træværk. Kaja er startet i SFO, og Iben starter i børnehave om et par uger. Alle de ting kræver tid. Derudover er der haven. Da vi flyttede ind i huset for to år siden havde der boet en enlig, ældre dame i huset. Hun havde naturligvis ikke lige indrettet haven, som vi gerne vil have den. Og derudover havde hun tydeligvis ikke kunne magte haven i de sidste år i huset. Haven krævede derfor en kærlig hånd.

Sidste sommer startede vi på “projekt omlægning af haven”. Det projekt er vi stadig i gang med, og der er sket en del. Vi har beplantet de områder i haven, som vi ikke nåede sidste år. Nu begynder vi at se, at den have, vi drømmer om, begynder at tage form. Det kommer selvfølgelig til at tage en del år, inden buske og træer endelig kommer op i en størrelse, hvor de virkelig kommer til deres ret. Men bare i løbet af ét år er mange af stauderne i haven vokset godt til og har bredt sig. Så nu er der masser af blomster i haven. Planen er nogle store bede, hvor stauderne dækker bunden så godt, at der ikke kommer meget ukrudt. Og hvor bedene ser lidt vilde ud. Så masser af storkenæb i alskens afskygninger, ranunkler, stokroser, høstanemoner, vilde jordbær, sommerfuglebuske, blåskæg-buske, syriske roser og en hel masse andet. Det bliver SÅ godt!

 

DSCI0023 DSCI0024 DSCI0025 DSCI0026 DSCI0027