Monthly Archives: oktober 2013

Redesign af klassisk sweatshirt

I sommers købte jeg denne grå sweatshirt på udsalg i Magasin. Den er super fin som slappe-af-weekend-bluse. Men let’s face it, den er ret kedelig. I denne uge (hvor jeg har været hjemme med hånd-, fod- og mundsyge – som åbenbart også kan ramme voksne!) fik jeg endelig shinet den lidt op.

Den fik såmænd bare nogle romber i Libertystof sat på rundt omkring. De fleste er syet fast med sennepsgul tråd, men en enkelt af dem er syet på med neon-koral for at give lidt kontrast.

Jeg ved altså ikke lige, hvad der sker, men billederne er da godt nok ikke ret skarpe. Jeg må vist hellere på foto-kursus!


Flere kløvere – denne gang i frotté.

Sidste weekend bød på symaskinetid. Det betød, at jeg kunne få syet det sidste i den bunke, som længe har ligget klippet og bare ventet på tid. Det blev til en kjole til Kaja og et par bukser til Iben. Kaja har spottet mit lille lager af strygemærker, så hun ville absolut have Hello Kitty sat på kjolen! Kjole-mønster er fra Ottobre 1/12 #17. Buksemønster er Ottobre 1/12 #2. Stof er super lækkert frotté-stof købt hos Funkjogging. Det turkise på buksebagen er en rest velour. Nu kan de rigtig matche, de to tøser!


Pandekager med is

I søndags havde vi til en forandring en dag uden planer. Det blev til en rigtig dejlig dag, hvor vi hyggede sammen alle fire. Om eftermiddagen fik vi pandekager med is. Iben var fuldstændig vild med det, og fik virkelig guffet i sig!

Da jeg så billedet af Kaja, slog det mig, at vi da pludselig er blevet forældre til en stor pige! Hun er jo snart 5 år….


Havens sidste krampetrækninger

Den sandsynligvis sidste omgang roser i haven er netop nu ved at blomstre. Hvor vildt, når man tænker på, at det er medio oktober! En enkelt af roserne er taget ind i stuen, så vi kan nyde dens skønhed.

Det er meget spændende at opleve årets gang i vores nye have. Der dukker hele tiden nye planter og blomster op. Overraskelse på overraskelse.


Hanefjeds-tern

I weekenden fik jeg syet denne kjole til mig selv. Det er en rigtig hyggekjole, da den er syet i isoli (= sweatshirtstof). Pga. det bløde og ret afslappede stof gav jeg den maks gas med detaljerne. Den har fået en karry-farvet lynlås i nakken, og så er både halsudskæring, ærmegab og oplægning lavet med indvendige kantebånd i orange. Tror at den er perfekt til et par leggins. Både stof og kjolemønster er købt hos Frejvald, da hun for nyligt lukkede sin syskole. Til foråret skal jeg helt sikkert have lavet et par eksemplarer af kjolen i Liberty-stof!


Farverige bukser

Iben har fået nye bukser. Denne gang et meget farverigt par! Lavet af velour-rester og syet efter Ottobre  1/12 # 2. Det buksemønster er efterhånden en klassiker her i huset, men de er altså også bare så cool med abe-numsen. Det var ikke ret let at tage billeder af Iben iført bukserne, for hun står ikke stille mange sekunder ad gangen. Den pige er simpelthen i konstant bevægelse. Derfor er billederne desværre ret slørede.


Efterårskjole til Kaja

I disse dage ligger jeg på sofaen og slapper af, da jeg blev steriliseret i går. Det betyder også, at jeg endelig har tid til at få opdateret min blog.

For noget tid siden fik jeg syet denne dejlige efterårskjole til Kaja. Mønsteret er fra Ottobre (1/12, mener jeg). Stoffet er købt hos Funkjogging, og er det skønneste mørkebrune velour med kløvere i pink, orange samt mørk og lys lilla. Kjolen en med tre rynkede baner i skørtet, så den er perfekt at dreje rundt i, mener Kaja. Frøkenen bestemte, at der skulle et strygemærke på den nederste del af skørtet, så der sidder nu en bjørn, som i mine øjne bestemt ikke passer til. Men det er jo ikke mig, der skal gå med kjolen.