Monthly Archives: marts 2013

Action pic af hjertekjolen

Kjolen fra indlægget her er nu kommet i brug. Og Fruen (aka Kaja) er vildt glad for den. Hun har endda taget sin cardigan på inden under kjolen, så man rigtig kan se den. Og så skulle hendes løbecykel da også lige med på billedet.


Hjerter i lange baner

De sidste par uger har jeg arbejdet på en sommerkjole til Kaja. Hun har selv valgt stoffet i den bugnende stof-reol. Jeg har vist på et tidspunkt købt det hos Stof og Stuff. Hun bestilte en kjole med lynlås i ryggen, stort skørt, lommer og med matchende sløjfe-hårelastikker. Alle punkter blev opfyldt med denne kjole. Mønsteret er igen Ottobre 3/11 (en kombination af mønster 26 og 28), ligesom kjolerne her og her. Tiden er ikke lige til at eksperimentere med andre mønstre, men denne model er også virkelig god til hende. Så mon ikke, der bliver syet flere versioner! 
Detalje med hjerteformede lommer
Sløjfer, der matcher kjolen.


Påskerier

Kaja og jeg har været i gang med at male og pynte påskeæg. Det er første år, hvor Kaja rigtig kan finde ud af den slags, så det har været super hyggeligt. Æggene og harerne blev proppet med fjer og glimmer, selvfølgelig!


BlogLovin

Som de fleste andre blogs, så må jeg også sætte denne ind:

Så skulle man fortsat kunne følge min blog, selvom Google Reader lukker. 

En bamse-mei tai.

I weekenden fik jeg lidt mig tid = sy-tid. Kaja har længe talt om, at hun gerne ville have en vikle til at bære sin elskede bamse Bamme i. Jeg syede derfor en mei tai i bamse-størrelse til hende. Hun har selv valgt stoffet, som selvfølgelig skulle være lyserødt. Hun blev super glad for den 🙂
Kaja ser lidt mat ud på billedet. Det skyldes, at hun har feber, den lille stakkel.


En sommerkjole

Og ja, det var vist lidt optimistisk, da jeg for et par uger siden syede en sommerkjole til mig selv. Nu er det jo tilbage til uldtrøjer og varme støvler…

Mønsteret til kjolen har jeg selv lavet efter en vintagekjole, som jeg er rigtig glad for. Jeg har også tidligere syet en “fiskekjole” efter samme mønster. Det er et super enkelt mønster, og det tager derfor ikke ret lang tid at sy kjolen. Heldigvis, når tid er en mangelvare 😉
Kjolen ser ret trist ud, som den bare hænger der på bøjlen (og den kunne i øvrigt godt lige bruge et strygejern), men den er faktisk rigtig fin på. Stoffet er købt hos Stof og Stuff.


Flere bukser til lillepigen

Jeg får desværre hverken syet særlig meget eller skrevet særlig meget herinde for tiden. Grunden er total søvnmangel og en lille frustreret tøs. Iben har nu i et par måneder sovet dårligt om natten, men de seneste par uger har det været helt vildt. Hun er i en fase med separationsangst, så hun vil være ved mig hele tiden. Også om natten. Hun vågner ca. en gang i timen, og sover kun, hvis hun ligger i ske med mig. Det betyder naturligt nok, at jeg heller ikke får meget søvn pga de konstante vækninger. Samtidig er hun dybt frustreret over ikke at kunne kravle (hun er dog heldigvis lige ved at knække koden) og er ved at få 4 tænder på én gang. Så der er ikke noget at sige til, at hun er ret pjevset og bare vil have sin moar…

Men nok ynk! For nogle uger siden fik jeg syet nogle bukser til Iben. Igen efter Ottobre 3/12 nr 8 (modificeret). De passer perfekt til hendes stofblenumse. Stof er babyfløjl (vistnok Michael Miller, så vidt jeg husker) og velour fra Funkjogging. Jeg har også syet en kjole til mig selv, men den skal jeg lige have taget billeder af.



Jeg er blevet moster…

… til den lækreste lille tøs. Og det medfører jo, at den lille tøs skal begaves. Her er et lille udpluk af de gaver, som vi gav hende: 
Hjemmelavet olivensalve til tør babyhud, rød numse etc.
Lavet efter denne opskrift. Kan virkelig anbefales!

Små bloomers fra Marapytta. Rigtig cute med strømpebukser under.

Kaja havde lavet nogle perleplader til sin nye kusine 🙂

Hjemmesyede bukser. Mønster fra Ottobre 3/12-nr 8,  dog modificeret en del.
Stof er frotte og velour, med ribkanter i livet og ved fødderne.
Alt stof er fra nu lukkede Funkjogging.

Sød melamintallerken, købt hos Kirkesjov.

Hjemmesyede vaskeklude i økologisk bambusfrotté og -velour.

Hjemmesyede suttesnore.