Monthly Archives: juni 2012

Behagelige bukser….

…. til min lillesøster. Bukserne er syet i mørkeblå og mørkebrun rib, og er lavet efter Burda Easy F/S 12, mønster 2B, dog med enkelte justeringer. Jeg er meget spændt på, hvordan de sidder på hende. Det er lidt svært, når modtageren ikke lige kan komme forbi for at prøve dem på. Jeg krydser fingre for, at de passer perfekt. I så fald kan jeg jo lave dem til hende i andre farver også.

De virker SÅ dejlige, så måske man skulle lave et par til sig selv?


Ammebluser

Jeg har været i gang med at sy en bluse og en top, som jeg kan bruge som ammebluser.

Toppen er syet efter et helt enkelt mønster fra Symagasinet 5/12, mønster 102. Jeg synes desværre, at den ser ret stor ud i størrelsen, selv om jeg har lavet den i en str. small. Men af gode grunde kan jeg ikke lige prøve den på 😉
Stoffet er en rest af noget amerikansk designer-bomuld, som er super blødt og lækkert. I kanterne har jeg syet blonder på. Jeg er ikke helt sikker på, at jeg kommer til at få den brugt. Den er nok lige voldsom nok i størrelsen til mig. Men den er sikkert fin nok til tiden lige efter fødslen, hvor stort og løst tøj jo er et hit!

Mønsteret til blusen er fra Symagasinet 3/11, mønster 103. Den ser heldigvis mere normal ud i størrelsen. Jeg har syet den i noget bomuld fra Rema1000, og har syet en blondekant i ærmer og nederste kant. Bindebåndet i halsen er også blonder. Jeg har kortet modellen en del af, da den virkede enormt lang. Men jeg har måske fået kortet den lidt rigeligt af. Jeg glæder mig meget til at få den prøvet, da den faktisk ser ret fin ud i modellen IRL. I så fald skal den laves i noget lækrere stof end det her billige fra Rema1000. Og måske skal der en knap i halsudskæringen i stedet for et bindebånd. Åh, alle de beslutninger 😉


Endnu en taske

Jeg har syet endnu en taske af de rester, som jeg også havde syet en taske til mig selv af. Dog med lidt ændringer i forhold til den tidligere model. Denne er til en gave.


Ammepude og bukser

Sikke meget jeg får produceret for tiden. Det er skønt!

Jeg har syet et nyt betræk til ammepuden, som jo gerne snart skal i brug (kom nu uuuuud!)

Jeg tegnede bare det gamle betræk af, og det det endte ud i denne pude:

Andestoffet er noget af mit absolut yndlings-stof, men nu er der desværre næsten ingenting tilbage. Jeg har dog stadig noget i blå og orange. Jeg tror, at det er Michael Miller, som har designet det, men er ikke sikker. Hjertestoffet er fra Graziella, og er købt hos Malika og Rosa.

Jeg har også syet endnu et par bukser efter Lines mønster med både lomme og flæse. Stoffet er fra Rema1000, som nogle gange har noget ret fint stof. Det er svært at se farverne, men bunden er sandfarvet med blå, lilla, hvide og grønne blomster og sommerfugle. Og de skulle vist have haft en gang med strygejernet, før jeg tog billeder. Ups!


Billeder af badebolden og fru Suresen

For nogle uger siden var jeg hos en fotograf for at få taget billeder af Kaja (aka fru Suresen), mig og maven. Desværre var Kaja ikke så samarbejdsvillig, så det blev ikke til så mange billeder, hvor både hun og maven er med. Og desuden ser hun lidt smågnaven ud på billederne. Alligevel synes jeg faktisk, at de er blevet meget gode.


Symaskinen snurrer!

Vi praktiserer stadig, at jeg sidder på sy-værelset imens Kaja falder i søvn. Det betyder selvfølgelig, at der bliver produceret lidt ting og sager på den alenlange “to do”-liste.

I går fik jeg syet nogle varmepuder med hvedekerner, som bare skal kyles i mikroovnen et par minutter, så skulle de blive dejligt varme. Det er bare nogle firkanter af lagenlærred, hvor jeg har fyldt hvedekerner i. Udenpå er der betræk (også af lagenlærred), som kan pilles af og vaskes. Easy peasy. Jeg har jo planer om en hjemmefødsel, hvis alt går som det skal, og der kan varmepuderne komme i brug til opvarmning af babydyne etc. til lillesøster, så hun kan blive pakket lunt ind efter fødslen. I dag er der i øvrigt kun 1 måned til termin. Uh, hvor tiden flyver!

Kaja har også fået et par shorts mere. Denne gang efter Lines fantastiske mønster. Jeg havde ikke helt nok af stoffet (grå Liberty Mitsi) til et par lange bukser, så det blev et par halvlange shorts i stedet. De er SÅ fede med flæsekanten. Klart et mønster, som skal bruges igen-igen!


Bukser til Kaja og baby

Kaja har et stort tryghedsbehov, hvilket har betydet, at hun længe har sovet sammen med os i soveværelset. For et stykke tid siden begyndte hun at sove i sin egen seng i eget værelse (men kommer naturligvis ofte ind til os i løbet af natten). Jeg har siddet inde hos hende om aftenen (når Kasper har læst godnathistorier for hende), indtil hun er faldet i søvn, og det har egentlig været meget hyggeligt. Men nu er der kun en måneds tid til babyens ankomst, så til den tid er det jo næppe muligt for mig at sidde på hendes værelse en times tid hver aften. Desværre vil hun ikke have, at Kasper putter hende. Så nu er vi ved at vænne hende til, at jeg ikke er på værelset mens hun falder i søvn. I stedet sidder jeg i sy-værelset lige ved siden af. Det går faktisk ret godt, og hun tager ikke meget længere tid om at falde i søvn end normalt. Det var kun den første aften, der var voldsomt store protester. Den nye putte-rutine betyder så også, at der bliver drønet en del gennem symaskinerne, mens hun falder i søvn.

Jeg har fået syet ens haremsbukser til Kaja og baby-tøsen. Mønster er fra Ottobre 1/11, stof er brun jersey med aber, som jeg ikke lige kan huske, hvor jeg har købt, og rød/pink-stribet rib fra Stof2000. Kaja tog bukserne på med det samme, da hun så dem i går morges, hvilket er ret usædvanligt. Normalt skal alt nyt tøj ses an i et godt stykke tid, før det bliver godkendt. Herligt!

Jeg har også syet et par shorts/bloomers til Kaja. Så nu krydser jeg bare fingre for, at det bliver shorts-vejr. Mønsteret er fra Symagasinet 5/12, som jeg dog har modificeret noget. Jeg har bl.a udeladt den faste kant forneden, og har i stedet sat elastikker i. Stoffet er lysegul bomuld med jordbær, købt hos bugfabric.com. Hun er ikke ret begejstret for dem, men sådan plejer det jo at være med nyt tøj. Forhåbentlig vil hun have dem på på et tidspunkt, men for en sikkerheds skyld har jeg lavet dem ret store, så hun gerne skulle kunne passe dem næste år. Så har hun da lidt tid til at kigge dem an 😉 

 


Begavet

Jeg var jo så heldig at vinde i Josefines give-away. I går hentede jeg så pakken på posthuset. Og hvor var det bare en fantastisk gave. Den sødeste hæklede flodhest i fine tøse-farver og lidt hæklet legemad. Det er bare så fint lavet, og Kaja blev rigtig glad for det hele. Hun har endda sovet med det hele i armene i nat, og flodhesten og andre bamser er blevet fodret med madderne 🙂

Der var også det fineste hjemmelavede kort med i pakken. Tusind tak for det hele, Josefine. Det har virkelig bragt glæde i det lille hjem!