Monthly Archives: april 2012

Modellervoks er redning på en lang dag

I dag er Kaja blevet hjemme fra børnehave, da hun skulle til tandlæge. Hun vågnede allerede kl 5.30 i morges, og har været sur og gnaven en stor del af dagen pga træthed. Samtidig er jeg selv ved at falde om af træthed og kvalme. Kombineret med voldsomme bækkensmerter, så kan dette kun betegnes som en meget laaaaang dag. Det eneste der holder mig gående er tanken om at gå i seng samtidig med Kaja i aften.

For at tilluske mig et lille hvil på sofaen her i eftermiddag, har jeg sat Kaja i sving med noget, som hun heldigvis kan bruge lang tid på. Vi har lavet modellervoks, og nu er hun dybt optaget af at lege med det. Og jeg har lagt mig på sofaen imens. Ren win-win 🙂


Babyfutter

Garnresterne fra den hæklede babykjole, som jeg lavede sidste weekend, er blevet til et par matchende babyfutter. Der var lige nøjagtig nok garn, så det var meget heldigt. Opskrift er fra Sys Fredens Babyhæklet.


Jakke til Viggo

Før påske syede jeg en jakke til bedstevenindens skønne lille Viggo. Bare fordi jeg lige havde lyst til at glæde bedsteveninden!

Den er lavet efter det efterhånden klassiske Elsebeth Gynther-mønster. Stof er babyfløjl i “trætopgrøn” fra Stof2000 og brunt vintage Södahl-stof. På ryggen har jeg applikeret en lille båd. Farverne kommer desværre ikke til deres ret på billederne.

Den har vist allerede været i brug 🙂


Babykjole

Jeg har hæklet en lille babykjole. Der har jeg ikke prøvet før, men det gik egentlig forholdsvis let, selvom det godt nok er noget mere tidskrævende end at sy en kjole. Opskriften er fra Sys Fredens Babyhæklet, og garnet er en super lækker merciceret bomuld i lyslilla og gråblå, som jeg engang har købt på et ophørsudsalg. Hvis jeg laver en kjole mere på et tidspunkt, så bliver det dog nok i uld. Synes at den bliver lidt tung i bomuld. Kjolen fik lige en lille stofsløjfe som pynt.


Nyt betræk på gammel skråstol

Jeg er så småt igang med at finde babyudstyret frem fra loftet inden lillepigens ankomst. Jeg har bl.a. fundet en gammel skråstol frem, som vi brugte til Kaja, når vi spiste aftensmad. Så stod hun på bordet og kunne følge med i, hvad der foregik. Men den har efterhånden en del år på bagen. Den er brugt til mindst 4 børn, og stoffet var derfor efterhånden ret plettet og falmet. Så jeg fandt da lige på, at den skulle have nyt betræk. Det har så taget mig 3 dage at lave et nyt. Først skulle det gamle pilles fra hinanden, så jeg kunne tegne delene af. Så skulle der klippes en masse dele (der skulle være 3 af hver mønsterdel), og til sidst skulle de mange dele syes sammen. Men det store arbejde har virkelig pyntet. Jeg synes, at skråstolen er blevet rigtig fin.

Jeg har desværre ikke taget et før-billede, men jeg har taget et billede af nogle af delene fra den gamle skråstol, efter at jeg har pillet den fra hinanden. Det nye stof er noget kraftig bomuld, som jeg engang har købt på udsalg hos Malika & Rosa. Det blev også udnyttet til det sidste. Jeg har kun et lille stykke på 20×20 cm tilbage af det med cirklerne. Desuden har jeg brugt bomuldspladevat som mellemfor.

Undervejs har jeg været meget meget meget glad for min arbejdshest af en symaskine. Det er en Pfaff Quilt Expression 4.0, og jeg må sige, at den virkelig har imponeret mig med, hvor mange lag stof den bare kører igennem. Nogle steder har der været 6 lag stof plus sammensyninger og skråbånd. Og alligevel er den bare fortsat igennem det. Det ville min tidligere Aldi-maskine aldrig have klaret…..


Mariehøne

Kaja har været meget ulykkelig over, at hendes mariehøne-kjole er blevet for lille til hende. Så hun har længe spurgt, om ikke jeg ville sy en ny. Og selvfølgelig ville jeg det. Jeg havde nemlig noget rødt stof med sorte cirkler liggende, og en lille bitte rest sort stof med mariehøns. Og så var der jo lige et kjolemønster, som jeg gerne ville afprøve.

Resultatet blev denne “mariehønekjole”. Mønster er Homemade Iris fra Stof2000, det sorte stof er amerikansk designerbomuld købt på Trendsales og det røde kan jeg ikke lige huske hvor er fra. Men det var vist noget billigt noget, så jeg er spændt på, hvordan det ser ud efter et par vaske…. Jeg gider normalt ikke sy i billigt stof, for det bliver som regel forvasket med det samme. Og når jeg har brugt så lang tid på at sy noget, så synes jeg det er så ærgerligt når det ser slidt ud allerede efter 2 gange i vaskemaskinen. Derfor køber jeg normalt kun kvalitetsstof. Men ind i mellem sniger der sig alligevel noget billigt ind, hvis der er noget bestemt, det skal bruges til. Dette røde stof brugte jeg noget af til et mariehønekostume forrige fastelavn, og da det var et kostume, var det ikke helt så vigtigt om det kunne vaskes 50 gange…


Skøn kjole

Jeg har syet en sommerkjole til mig selv. Planen var, at den gravide mave skulle kunne være der, og at den også helst skulle kunne bruges bagefter. Og det ser ud til at det lykkedes. Jeg kan i hvert fald passe den nu, og da det ikke er en egentlig ventekjole, så krydser jeg fingre for, at den også kan bruges senere.

Den er syet efter Ottobre 2/08, mønster 7. Stoffet er blå bomuld med hvide prikker fra Stof og Stuff. Det virker meget lækkert, så jeg er spændt på, hvordan kvaliteten er efter nogle vaske.

Det er et super mønster til mig. Der er indsnit under brystet, og så er der rynk i selve udskæringen og ved armhulerne. Det får den til at sidde perfekt på barmen. Så det mønster skal klart genbruges!

Under brystet er der smock, som godt kan nå rundt over min gravide mave 🙂

Og så fik jeg afprøvet min oplægnings-trykfod. Den fulgte med symaskinen, men jeg har aldrig fået den brugt. Det skal jeg da til nu, for det giver en lækker finish med den usynlige oplægning!