Monthly Archives: september 2011

A-Z

Julia – som har en überfed blog – har startet denne leg, og jeg vil da også lege med. Så her er lidt unyttig viden om mig :o)

A. Age: 30 – Men det kan selvfølgelig ikke ses, for jeg er da super sprød og lækker endnu… Host host….

B. Bed size: 180×200!

C. Chore that you hate: At lave aftensmad. Al den tid der bruges på at finde på noget mad at lave, derefter lave det og rydde op igen bagefter. Det er totalt spild af energi og tid i min verden, og jeg kan ikke fordrage at lave mad… Men jeg vil selvfølgelig gerne spise maden :o)
D. Dogs: Kan egentlig godt lide hunde, men hader hundehår og hundesavl ;o)

E. Essential start to your day: At jeg har goood tid til at gøre mig klar. Ellers er jeg stresset resten af dagen.

F. Favorite color: Forskellige blå nuancer – lige nu turkis-blå.

G. Gold or Silver: Helt klart sølv, men der har da sneget sig en lille bitte smule guld i mit smykkeskrin efterhånden.

H. Height: 163

I. Instruments you play(ed): Blokfløjte. Hvor var jeg smuk med blokfløjte og permanent i ca. 1992 :o)

J. Job title: Er barselsvikar som personalekonsulent.

K. Kids: Hystaden aka Fru Kajsen aka Kaja fra januar 2010

L. Live: Amager – men jyden i mig forsvinder aldrig :o)

M. Mother’s name: Johanna

N. Nicknames: I gymnasiet (for maaaange år siden) blev jeg kaldt Emma (pga en lighed med Babyspice) og Dytte. Ellers har jeg vist aldrig haft kælenavne…

O. Overnight hospital stays: Kun den nat, hvor Kaja blev født og så den følgende nat. Og nat 2 var faktisk hårdere end nat 1 pga en meget sulten babys konstante gråd!

P. Pet peeves: Personer, der ikke viser hensyn til andre.

Q. Quote from a movie: “May the force be with you…”

R. Right or left handed: Højrehånd bliver flittigt brugt.

S. Siblings : Storebror Aage (32), lillesøster Elise (27) og de to efternølere Anja (18) og Sarah (15) – og alle 5 med samme forældre :o)

T. Time you wake up: Som regel omkring kl 6. I weekender kan jeg være heldig først at blive vækket kl 7. Men jeg ville næppe kunne sove særlig meget længere alligevel.

U. Underwear: noget, som er forvasket og ikke matcher.

V. Vegetable you hate: Jeg spiser vist nok de fleste grøntsager. Frugter er der til gengæld mange af, som jeg ikke bryder mig om.

W. What makes you run late: Kaja!!!! Ellers er jeg faktisk meget punktlig. Jeg hader at komme for sent!

X. X-Rays you’ve had: Hmm, tænder. Og evt da jeg brækkede kravebenet som ca. 5-årig. 

Y. Yummy food that you make: Jeg er bestemt ikke en ørn i et køkken!

Z. Zoo animal: Giraffer :o)


Sygdom og cykelkurv

I går var jeg hjemme sammen med en småsyg Kaja med dårlig mave :o(

Men lidt positivt kom der da ud af det. Mens hun sov kreerede jeg denne cykelkurv til hendes lille cykel. Før sad der en afskyelig lyserød Hello Kitty plastik-kurv, så den har jeg længe haft planer om at udskifte. Jeg har fulgt denne tutorial (dog med lidt andre mål etc.), og nu har cyklen en fin kurv med en applikeret elefant :o)

Før:

Nu:


solskin, syning og træthed

Weekenden forsvandt som altid aaaalt for hurtigt. Jeg fik syet lidt, og vi fik nået en masse praktiske ting. Men kunne nu godt bruge et par ekstra dage til at få lidt overskud igen. Jeg kan mærke, at jeg ikke er helt udhvilet, men det ville nok også tage mere end to dage…

Jeg har fået produceret lidt forskelligt – som sædvanlig til Kaja:

En “svampe-kjole” i græsgrøn babyfløjl og brun bomuld m. svampe. Mønsteret et Minikrea 20200. Den er blevet rigtig fin, og Kaja har haft den på hele dagen.

Og en kjole mere: Kaja elsker mariehøns, så hun skulle selvfølgelig have en mariehøne-kjole. Den er syet i sort babyfløjl m. ærmer, lommer og andre detaljer i sort bomuld m. mariehøns. Mønsteret er et modificeret Onion 20041. På ryggen har jeg lavet en applikation af en stor mariehøne. Den ser grå ud på billederne, men den er altså sort ;o)

Detaljer m. lommer i siden: 

Jeg har også syet et par bukser til Kaja. Stoffet er en rest denim med en lille smule stræk, og så har jeg brugt rester til at applikere en ugle på låret (som altså ikke er så skæv som på billedet). Mønsteret er Onion 20017. Nu må vi se, om vi får hende i dem. Hun vil KUN gå i kjole eller nederdel for tiden. Hvis vi endelig får et par bukser på hende, så smider hun dem lynhurtigt…

Jeg var lige kort forbi et loppemarked i nærheden i eftermiddags. Da vi var ude at gå en tur i det dejlige vejr, så gik vi forbi loppemarkedet. Og med det samme spottede jeg en hukit-stol. Jeg har en kæmpe svaghed for gamle institutionsmøbler, så dem er jeg altid på udkig efter ;o)

Så snart vi kom hjem, hentede jeg min pung, og smuttede hen til loppemarkedet igen. Stolen stod der stadig. Og da jeg spurgte, hvad hun ville have for den, så svarede hun 20 kr!!!!! Der var vist ingen grund til at prutte om prisen, da brugte hukit-stole normalt bliver solgt til minimum 300 kr, og som regel meget mere… Så den kom da lige med hjem. Den er desværre blevet malet, og ret dårligt. Så engang i fremtiden skal den pudses helt ned, og så males ordentligt i en anden farve. Men lækker det er den. Under sædet står der, at den er fra 1974, så det er en gammel sag, men den er i fin stand bortset fra malingen. Sikke et fund!!!!!

Nu skal stængerne smækkes op i sofaen, og brodere-rammen findes frem.

Ha’ en dejlig aften alle sammen :o)


Endelig….

… weekend! Jeg har hele ugen glædet mig til weekenden. Jeg trænger hårdt til ro og til at puste ud efter en hektisk uge. Jeg glæder mig til at være ude i (forhåbentligt) dejligt vejr og til at sidde ved symaskinen. Sidste weekend fik jeg klippet en del stof til både kjoler og bukser til Kaja. Nu har det ligget på spisebordet hele ugen, og forhåbentlig får jeg lidt kvali-tid med symaskinen, så det kan flikkes sammen.

Aftnerne i denne uge er brugt på sofaen foran fjerneren, fordi jeg bare er for træt til alt andet. Jeg har dog fået broderet mit iPhone-cover færdigt. Det er nødvendigt med et cover, for Kaja spiller jo på telefonen. Og hun er ikke ligefrem forsigtig. Men jeg ville gerne have et personligt cover, så jeg købte sådan en på ebay, og nu har den fået tilføjet lidt broderi. Så lidt får jeg da nørklet med, selvom jeg falder i søvn kl 21 hver aften :o)

Og så et godt råd før weekenden. Pas på med skarpe knive, når du laver mad! Jeg har lige skåret igennem min ene lillefingernegl med en MEGET skarp kniv. Den smuttede lige, og så gik den gennem neglen. Det bløder pænt meget. 2 mm højere oppe, så var toppen af min finger smuttet med. Ups…..


Det er træls…

… at komme hjem fra job og opdage, at fryser-døren ikke har været lukket helt i over et døgn. ØV!


Krea i lange baner

Puha, hvor er det bare længe siden, at jeg har skrevet på min blog. Der er desværre ikke overskud til det, når det først bliver aften og alle dagens gøremål er overstået. Jeg får højest lige tjekket nogle andre krea-blogs, og ellers falder jeg bare om foran fjerneren. Nogle gange dog med lidt krea – oftest broderi eller hækletøj – i hånden.

Jobbet og de praktiske gøremål tager desværre så meget energi, at jeg ikke har overskud til særlig meget krea. Jeg har dog fået lavet en smule på det sidste, særligt i weekenden. Her skulle Kaja og jeg have været i Sdr.-Jylland, hvor jeg skulle have været til rund fødselsdag hos min skønne kusine. Men jeg kunne bare mærke, at jeg havde hårdt brug for en weekend uden store planer. De sidste mange weekender har været fyldt op med aktiviteter, og jeg kunne tydeligt mærke, hvordan det virkelig tærede på mig, at der ikke havde været plads til at trække vejret. Humøret var klart på vej nedad igen og overskuddet var ikke-eksisterende.

Den stille weekend hjalp dog heldigvis meget på det. Jeg fik tid til at lave lidt krea, hvilket jo er total meditation for mig. Og jeg fik tid til at slappe af uden at stresse rundt over alle mulige ting, som skulle nås. Jeg føler mig stadig stresset, men det er bedre end i sidste uge. Det er egentlig ikke jobbet som sådan, som stresser mig. Det er “bare fordi” jeg ikke magter så meget som tidligere. Så når jeg får fri fra jobbet, så har jeg ikke mere energi og overskud tilbage. Og så skal jeg jo lige hente Kaja og i gang med aftensmad etc., selvom jeg har mest lyst til bare at kravle hjem og gemme mig under dynen. Jeg kan virkelig sætte mig ind i, hvordan Kaja har det, når hun er overstimuleret! Men jeg hænger i, og håber på, at jeg simpelthen bare skal vænne mig til at arbejde igen!

Bloggeren Mette B har skrevet et indlæg om at være psykisk sårbar, og har lavet en liste med gode råd til sig selv. De fleste punkter på den liste kan jeg virkelig tilslutte mig. Det er bare så vigtigt at mærke efter, hvad man har brug for, og at respektere det, når man har brug for ro. Det nytter bare ikke noget at køre sig selv ned. Det er jeg meget opmærksom på, og det er også derfor jeg desværre måtte melde fra weekendens fødselsdag, og i stedet blive hjemme og lade op!

Det er jo aaaalt for længe siden, at jeg har blogget. Og derfor har jeg jo heller ikke fået vist de seneste krea-ting. Så her kommer lige lidt billeder af de ting, som jeg har husket at tage billeder af :o)

For nogle uger siden var vi til det mest fantastiske bryllup hos min bedste veninde. Og det krævede jo en ny kjole. Så jeg syede da lige denne her sag. Mønsteret er fra Ottobre 2/10, og stoffet er noget bomuld, som jeg længe havde kigget på hos Stof2000. Da det så pludselig var på udsalg, så kom det med hjem. Så kjolen har nok stået mig i ca. 150 kr. Og en masse besvær med at få lynlåsen til at sidde ordentligt ;o)
Synes egentlig, at den blev ret vellykket, så den skal helt klart laves i flere versioner. Jeg har planer om én i dette stof, som allerede ligger klar på hylden. Synes det er så fedt, det stof. Men jeg er nu lidt i tvivl om jeg vil få en kjole i guldfiskestof brugt. Det er måske lidt for meget af det gode ;o)

Kaja er blevet en rigtig kjole-pige. Jeg har længe haft disse kjoler liggende, som bare lige skulle syes en smule om. Den pink kjole er en “arve-kjole”, som var næste gulv-lang med en stor flæse forneden. Det var ikke lige min stil, men med lidt ændringer er den faktisk blevet rigtig fin. Jeg har lagt den op, syet nye knapper i ryggen og tilføjet et gult zigzag-bånd. Og Kaja eeeelsker den!

Den lilla “lomme-kjole” har jeg købt hos Stof2000 lige efter påske, hvor den vist kostede ca. 20 kr (de havde en stor kurv med “påske-udstillingsting” til salg, og dette var én af dem). Det er egentlig et forklæde, dvs. at den slet ikke var syet sammen i ryggen. Jeg satte en masse trykknapper i ryggen, lagde ærmerne lidt op og fiksede et par syninger. Og vupti, så havde fruen en fin (og lidt for stor) kjole.

Det er også blevet til en storproduktion af natbukser til Kaja. Mønsteret er Minikrea 20300 med ribkanter. De er alle syet i bomuldsflonnel, så de er dejlig varme og bløde til vinter. Kaja sover stort set altid uden dyne, så hun er nødt til at have noget varmt nattøj. Alt stoffet er fra Stof2000 med undtagelse af det grønne og det hvide (billede 2), som begge er vintage. Desværre var der ikke stof til mere end ét par af ande-bukserne. Det stof er ellers ret cute :o)

Weekendens meditative krea-projekt var en gammel børnebænk, som er købt til loppemarked for 30 kr. Den så ret kedelig ud, sådan som den stod der helt hvid i køkkenet. Så den skulle da “lige” have lidt tapet, som matchede Kajas klædeskab. Tapetet er fra Ferm Living, og jeg er helt vild med farverne på det. Jeg valgte ikke at male bænken først, for jeg synes egentlig, at den ser meget cool ud med lidt “patina”.

Nu hvor jeg var i gang med tapet, tapetklister og lak, så kunne jeg lige sætte lidt at tapet-resterne på et par æsker, som Kaja bruger til opbevaring. Og nu har hun vist også rigeligt med ting med lige de tapeter på!